Spring til indhold

Årets kunstner 2021: Marianne Schepelern

Billedhugger Marianne Schepelerns største inspirationskilde, i forhold til hendes værker, er mennesker fordybet i musikalsk udfoldelse. Det gælder både balletdansere, musikere og operasangere. Mange skitser, som er udført under dansernes og musikernes prøver på Det Kgl. Teater, danner udgangspunkt for Mariannes Schepelerns videre arbejde. Det gælder både i forhold til hendes grafiske udtryk samt hendes skulpturer.

I et naturalistisk formsprog fanger hun en karakteristisk positur og gengiver bevægelsen fastholdt i formen. Som Marianne Schepelern selv så fint udtrykker det: ”Mest af alt betages jeg af det selvforglemmende menneske - musikeren, der giver sig hen i fortolkning af et værk eller barnet, som er fordybet i leg eller i tanker. Begge udstråler de en åndfuldhed, som rører og inspirerer mig, og som jeg søger at beskrive.”

Marianne Schepelern er uddannet fra en række kunstneriske institutioner, såsom Grafisk Skole ved professor Palle Nielsen samt Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1963 -1970 hos billedhugger, professor Gottfred Eickhoff. Hun er medlem af forskellige kunstnersammenslutninger, ligesom hun er medlem af Billedkunstnernes forbund (BKF) og Vestsjællands Arbejdende Kunstnerværksteder.

Under akademitiden udstillede hun fast på Charlottenborgs Forårsudstilling. Sidenhen har hun deltaget i en lang række gruppe- og soloudstillinger på bl.a. Høstudstillingen i Oslo, i Malmö Koncerthus, Udenrigsministeriet, Danmarks Radio og rent lokalt også på Birkerød Rådhus og i Birkerød Kunstforening. Marianne Schepelerns værker er også at finde i det offentlige rum. Især skal fremhæves døbefonten i Boholte Kirke i Køge.

Fløjtespillerfigur